Man kan nemt bliver forfalden til disse hjemmelavede saltristede mandler, som er nemme at lave og smager forrygende. Jeg lavede dem første gang for mange år siden, da jeg skulle have en tøse komsammen med mine gamle folkeskole veninder. De gik rent ind, og jeg har lavet dem mange gange siden.

Mandlerne kan bruges både som en snack i madpakken, til eftermiddagsmaden sammen med frugt eller grønt, eller som drys over salaten – eksempelvis på min grønkålssalat, som I også kan finde her på bloggen. Opskriften kan også bruges til valnødder, dog med lidt tilsat sukker, hvorved den let bitre smag som valnødderne jo har, bliver mindre.

 

Hjemmelavede saltristede mandler

Ingredienser:

  • 200 g mandler
  • 3 spsk. fint salt

Fremgangsmåde:

Hæld mandlerne i en skål og tilsæt saltet. Overhæld mandlerne med så varmt vand fra vandhanen som muligt – må ikke være kogende vand.  Rør rundt, så saltet opløses og lad dem trække ca. 15 minutter. Hæld vandet fra mandlerne og læg dem på bagepapir på en bageplade.

Bages ved 150 grader i 35 minutter. Lad mandlerne køle af inden de serveres.

Laves hjemmelavede saltristede valnødder, så er det samme mængde nødder og salt som ovenfor, samt 1 tsk. sukker. Bages ligeledes ved 150 grader i 35 minutter.

Mandler indeholder meget fedt, godt nok af den sunde slags, og derfor kan man hurtigt få mange kalorier, hvis man spiser løs. Spis gerne det der svare til en håndfuld om dagen ca. 20-30 g.

Follow my blog with Bloglovin